|
”At styrkes i det indre menneske ved hans ånd” (Ef. 3,16)Det er ikke engang blevet nytår, mens jeg skriver disse linjer, men ligesom for mange andre er det noget særligt for mig at gå ind i det nye år. Der ligger en særlig forventning over det: Hvad mon det nye år bringer? Venter der noget nyt på mig eller skal jeg bare være glad for, at alt fortsætter som hidtil?For mig er 2012 et særligt år. Til februar er det 20 år siden, jeg kom til Tingbjerg Kirke. En god anledning til at tænke tilbage på alle de mange mennesker, jeg har mødt på min vej i glæde såvel som i sorg. Sikke en tillid, jeg er blevet mødt med – og sikke et behov for omsorg og opmærksomhed, som jeg kun tilnærmelsesvis har kunnet tilfredsstille. Derfor har jeg altid været glad for at komme med et budskab i ryggen. At kirken ikke er min, men Jesu Kristi Kirke. At forjættelsen om at styrkes i det indre menneske ved hans ånd skal bære os alle. Evangeliet er noget, der løfter, opbygger og forandrer os.
Det er forskelligt, hvor vi oplever det. Det er forskellige ting, vi hver især reagerer på. Lidt ligesom med kunst. En reagerer på farver, en anden på skønhed. Der er bevægelse og uro. Provokation og formaning. Genklang og bekræftelse. Trøst. Lige så lidt som vi reagerer ens på kunst, reagerer vi ens på Guds ord. Nogle af os vil gerne stryges med hårene, mens andre nærmest higer efter irettesættelse. Det kan være noget så forskelligt alt afhængig af hvor i livet vi befinder os. Men dybest set er opgaven altid den samme, at fatte ”hvor stor bredden og længden og højden og dybden er” – af Guds kærlighed. Vi kan supplere hinanden ved denne udlodning med hver vore erkendelser, vægtlægninger og målsætninger. Bibelen gør i denne sammenhæng meget ud af at minde os om foreløbigheden. Det er altid kun udsnit, vi ser, af Gud, af hinanden, af kunsten, af helheden. Der er altid mulighed for yderligere at gå på opdagelse. Det er jo hemmeligheden ved to, der elsker hinanden, men stedse kan forundres et langt liv igennem. Sådan skal det også være med vores forhold til Gud, det, der skal styrke og opbygge os. Heller ikke der skal vi blive færdige og samtidig skal vi udvise en vilje til at følges ad, en vilje til at lukke Gud ind i vort liv. Ofte er det et spørgsmål om at lade sig fylde: Stemninger, farver, nærvær, formaning, tryghed, omsorg. Vi har jo hver især vore stjernestunder, om det så er samværet med gode venner, glæden ved et vellykket arbejde, oplevelsen af total harmoni, selvforglemmelse eller hengivenhed – i glimt oplever vi noget af Guds fylde allerede her og nu. Må år 2012 byde på en del af disse stjernestunder og lad os bruge dem som yderligere motivation for at videregive noget af den styrke, vi selv har modtaget ”i det indre menneske ved hans ånd”.
Med de bedste ønsker for en venlig vinter og en glædelig påske er jeg
Jeres sognepræst Ulrich Vogel Artikel fra Kirkeblad nov. 2011 - jan. 2012
”Så høj som himlen er over jorden” Mens jeg skriver min artikel, som egentlig skal rumme tanker og stemninger, der skal strække fra Allehelgen over jul og ind i det nye år, er sommeren for en sidste gang kommet tilbage. Eller skulle jeg rettere skrive er kommet? For den har vi jo ikke set så meget af i år og mange vil sikkert ligesom jeg synes, at man slet ikke føler sig rede endnu til igen at skulle tænke på den mørke årstid. Derfor er det jo ekstra godt, at vi her først i oktober endnu engang har kunnet tage sommertøjet frem. Og glæde os over den høje himmel, der er så typisk for årstiden, siden solen står i en lavere vinkel. I salmernes bog findes der et vers, som jeg umiddelbart forbinder med årstiden: ”Så høj som himlen er over jorden, så stor er hans nåde mod dem, der frygter ham.” Jeg tager mig i, at jeg alt for ofte glemmer, hvor meget jeg har brug for åbne vidder og de store horisonter. Alt for ofte er jeg som så mange andre bare inde i møllen. Tingene skal løses i den rækkefølge, de falder for og somme tider har jeg ikke engang indflydelse på, hvad det er, der trænger sig på. Men lige pludselig bliver jeg så mindet om det: Det velgørende ved at kigge udover vandet. Eller ud over et kuperet landskab. Eller mosen med de mange fugle. Det er så velgørende, rent optisk ikke straks at løbe med blikket ind i en mur. Men det betyder også noget rent mentalt: At troen rummer en vidde og en horisont, der spejler noget af Guds rummelighed. Jeg behøver ikke at lave om på mig selv. Der er heller ikke brug for albuer, for at gøre opmærksom på sig selv. Jeg kan bare være til og vælger selv, om jeg vil placere mig midt i billedet eller putte mig i et hjørne, om jeg vil stå på en bakketop eller gemme mig i en dal, hvor vinden ikke kan flå i mig - ikke sjældent skifter det alt efter humør og livsomstændigheder. Det allervigtigste er, at der er plads. Til hver eneste af os. Vore tanker og overvejelser. Vore glæder og begrænsninger. Alt bliver omsluttet af Guds kærlighed. Vi skal mærke hans barmhjertighed. Jeg mærker altid en særlig fred og ro, når jeg kigger ud over vandet eller et landskab, som ikke er bygget til med huse. Der sker noget med mig, når jeg bliver mindet om, at der er plads omkring mig, selvom jeg somme tider oplever mit liv som trangt og tungt. Det er som om jeg får nyt livsmod. Som om jeg på ny kan hænge samme. Hvad får Jer andre til at hænge godt sammen? Hvor fornemmer I vidde og store horisonter i Jeres liv? Og er I altid lige gode til at tage oplevelserne med Jer og værne om dem? Hver især har vi vores særlige øjeblikke, hvor vi kan fornemme, at der er højt til loftet og hvor vi kan trække vejret frit. Men samtidig er vi også fælles om store historier, der knytter os sammen og i fællesskab minder os om, at verden stadigvæk kan forandres og blive ny igen. Ligesom juleevangeliet om barnet Jesus, der fødes i en stald i Betlehem, så himlen rører ved jorden og englene synger deres evige lovsang: ”Så høj som himlen er over jorden, så stor er hans nåde mod dem, der frygter ham.”
Med de bedste ønsker for mange lyse stunder i en mørk årstid er jeg Jeres sognepræst Ulrich Vogel Artikel fra Kirkeblad aug. - okt. 2011 ”Alt har sin tid, for alt under himlen er der et tidspunkt” (Præd.3,1)
Sommertid, ferietid. Tid til at slappe af eller tanke op. Lange rejser til fjerne destinationer eller lune aftener på altanen. Det frie liv i kolonihavehuset. Det er som om alting skifter gear. Der er ikke helt så mange biler på vejene. I den indre by er der endnu flere turister end resten af året. På varme dage ligner vore nærmeste strande et fluepapir. Og hver især har vi nogle traditioner, der hører sommeren til. En tur i Tivoli eller på Bakken. Hjemmelavet hyldeblomstsaft eller kolde bajere. Grillmad. En cigaret i sommernatten med blik på stjernehimlen. Her i kirken har det snart været en god tradition, at en del familier fra Tingbjerg har haft mulighed for at tage på ferie med deres præst og nogle dygtige frivillige. Et pusterum i en ellers ofte meget anspændt hverdag – ikke mindst økonomisk. En chance for at opleve sig selv i et andet lys – sommerens varme lys, der lader os se muligheder, hvor vi normalt kun ser begrænsninger. En god oplevelse og en vigtig oplevelse. Vort liv har brug for disse gearskift.
”Alt har sin tid” – vi glemmer det så ofte, når vi er på. I det hele taget er det så ejendommeligt at tænke på, hvor skævt tiden er fordelt. Nogle kunne godt ønske sig at dagen havde seksogtredive timer for at de kunne nå det hele, mens andre ville være glade for at kunne nøjes med tolv, fordi timerne i forvejen snegler sig af sted. ”Jeg har brug for at have noget at stå op til” siger den, der ikke har del i en fast hverdag, mens vi andre, i hvert fald for en periode, ville ønske os at have et større råderum over vores tid og derfor nyder det ekstra meget, når det er tid til en ferie.
Tænk, hvis man kunne bytte tid indbyrdes! Men i virkeligheden er det måske lige netop det, der er pointen. Ved at være noget for andre som Kristus var imod os, deles vi netop om den tid, vi har til rådighed og gør, at den føles anderledes værdifuld. Det gælder om ikke at gå i stå – hverken i at have for meget tid eller for lidt. Og det gælder om at indbygge gearskiftene i sit liv, også mentalt og åndeligt. Der er ikke altid tid eller råd til en stor rejse, men der er altid mulighed for nogle minutter for sig selv, hvordan hverdagen end ellers ser ud. Et bibelvers, en bøn, et tændt lys, en salme, et smukt stykke musik eller blot det at sidde og se ud over naturen – der er mange måder at bruge disse gode minutter på. Det vigtige er at vi konfronterer os med spørgsmålet om, hvordan vi vil bruge vores tid, så længe vi har den. Prioriterer vi rigtigt eller er der også her brug for et gearskifte? ”Gamle skal se syner, jeres unge skal se syner”, står der et sted hos profeten Joel. Det er så smuk en sætning. Fremtiden er ikke et lukket land, blot fordi kroppen oftere og oftere melder sig med små skavanker. Der er så meget, man stadigvæk kan nå endnu – og vigtigst af alt: verden er ung og skøn endnu og man har mulighed for at løfte sin del af opgaven. Der er stadigvæk kraft i kristendommen. Vi skal ikke være bange for visionerne og livet og tiden skal ikke blot krydses af. Men igennem en nænsom omgang med naturen, et fredeligt samliv med hinanden, hvor der er frihed til forskellighed og et ønske om at stå inde for hinanden med en rummelig ansvarlighed, er vi med til at leve noget af det, der hører til kristendommens inderste væsen: at alt har sin tid, men at Guds kærlighed varer i evighed.
Med de bedste ønsker for vores kirke og for en god sensommer er jeg Jeres sognepræst Ulrich Vogel
Artikel fra Kirkeblad maj - juli 2011 Alle mine dage at være i Herrens hus, Sl.27,4
Det er altid noget helt særligt at træde ind i et kirkerum. Lugten, lyset, lydene – uvilkårligt bliver man grebet af en helt egen stemning, navnlig når man har stedet mere eller mindre for sig selv. Det kan være landsbykirken med trappegavl, placeret på en bakketop. Det kan være en af de store gotiske katedraler i syden. Det kan være barndommens kirke. Måske øver organisten på sit orgel og man bliver fyldt af dets brusen. Eller der er mulighed for at tænde et lys som udtryk for taknemlighed, bekymring eller blot som en måde at forvisse sig om, at man stadigvæk er i live. I de gamle kirker går man ofte hen over gamle gravplader. Det er underligt at tænke på de mange, der er gået hen over disse gulve. Mennesker i såvel glæde som sorg og til skiftende tider, man kan næsten se dem for sig i deres skiftende tøj og frisurer. Ofte rynkes der på næsen af dem, der føler sig grebet af kirken gennem selve bygningen. Mange ser det som udtryk for den fjerne kirke, underforstået med at den rigtige måde at opleve kirken på er at deltage i dens gudstjenester. For mig er det ikke et spørgsmål om enten eller. Kirkerummet som sådan signaliserer rummelighed. Som oftest er der højt til loftet i mere end én forstand. Det er en væsentlig prædiken i sig selv. Uvilkårligt bliver man del af et større fællesskab. Man mærker, hvordan det også gælder for en selv, at ”slægt skal følges slægters gang”. Det kan være skræmmende og beroligende på samme tid. I hvert fald sætter det mit liv i et større perspektiv. Når bølgerne slår højest omkring mig og mennesker og situationer er ved at tage livet af mig, er det en stor trøst at vide, at netop alt har sin tid. Selv de største modstandere forenes engang – under kirkegulvet, på kirkegården. Men samtidig har jeg også brug for at opleve kirkerummet i brug til gudstjenesterne og opleve den menighed, der besøger det. Jeg sætter pris på mødet mellem levende mennesker. Er det en kirke, hvor musikken får lov til at fylde meget? Hvordan er det med faste pladser og menighedens evne til at lukke nye ind? Føler man sig velkommen som ny eller kræver det stor overvindelse? Jeg har brug for, gang på gang at blive mindet om, hvordan Jesus omgikkes folk. Hans forbavsende evne til fællesskab på tværs, finder jeg stadigvæk meget inspirerende. Kirken er nemlig ikke nogen klub for de få udvalgte, men har altid den opgave at møde livet og hinanden med åbne arme. Tænk blot på lignelsen om den fortabte søn. Det er det budskab, som ikke blot jeg, men heller ikke verden kan undvære. Det inspirerer fortsat kirken og mennesker til at gå nye veje, som for eksempel ”Diakoniens Hus” her i Tingbjerg. Eller det gør, at vi føler os vel modtaget, når vi kommer ind i et kirkerum og mærker, hvordan historien tager hånd om os og vi mødes af den levende Gud.
Med de bedste ønsker for en god påske og pinse er jeg Jeres sognepræst Ulrich Vogel Artikel fra Kirkeblad feb. - apr. 2011 Tag jer derfor af hverandre, ligesom også Kristus har taget sig af os, til Guds ære (Rom.15,7)
Siden 1. september 2010 er Tingbjerg Kirke blevet til Diakonikirke. ”Diako- hvad for noget?” er der mange, der har spurgt mig. Hvad betyder ordet diakoni egentlig? Det er en gengivelse af det græske ord diakonia, der betyder tjeneste og dækker i det Nye Testamente et meget bredt betydningsfelt. Mere specifikt betegner ordet omsorgen for sultne, tørstige, fremmede, nøgne, syge og fængslede. Men allerede i det Gamle Testamente var der en forståelse for, at helheden altid kun var så stærk som dens svageste led, hvorfor der gentagne gange findes formaninger til omsorg for fremmede, faderløse og enker. Begrundelsen for denne særlige omsorg findes først og fremmest i erfaringen af Guds barmhjertighed og Jesu egen tjenergerning: ”Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.” (Mt.20,28)
I skrivende stund er det stadigvæk hvidt derude. Det er ikke så forfærdelig mange uger siden, at vi har fejret jul. Hvid jul – det er normalt kun noget, vi drømmer om. I år har vi haft så rigeligt med sne og har måttet indse, at drømmene ofte er meget bedre end virkeligheden. For det er jo ikke synderlig praktisk med al den sne i vores moderne verden. Man kommer ikke så uhindret frem, som man er vant til og mange gamle kommer ikke udenfor en dør af frygt for at falde. Til gengæld har der muligvis været lidt bedre tid til at tænke over juleevangeliets særlige budskab til os. Gud, som vælger at blive menneske, men som netop gør det i en stald i Betlehem langt fra projektørlyset. Den tjenende Gud, som ikke viger tilbage for at dele menneskers allerringeste kår i skikkelse af et lille barn, Jesus. Det betyder i øvrigt ”Gud hjælper”, ”Gud frelser”, når man oversætter navnet til dansk, hvormed det er en hel programerklæring i sig selv. Som den korsfæstede deler Vorherre kår med os og understreger, at vi aldrig er alene, mens han som den opstandne åbner en helt ny virkelighed for os. Vores nød skal aldrig få det sidste ord i vort liv, fordi der findes en ny herlighed hos Gud, som vi i glimt allerede kan få øje på her på jorden.
Når vi tager os af hverandre som Kristus har taget sig af os, åbnes døren til paradiset allerede på klem. Det gælder om at videregive håbet til hinanden – også i håbløse situationer.
”Tingbjerg Kirke har altid været en diakonikirke”, siger min gode veninde søster Annelise fra Diakonissestiftelsen. Måske er det derfor, så få har opdaget forskellen. Der bliver stadigvæk spist meget i vores kirke og der bliver drukket meget kaffe. Men gamle netværk suppleres med nye netværk. I fællesskab er vi opfordret til at holde udkig efter dem, der har brug for vores hjælp, i bydelen, i provstiet, i byen.
Skal man være hjælpeløs for at kunne være med i Diakonikirken?
”Husk på, hvordan I var fremmede i Ægypten” bliver israelitterne
ofte formanet, når de glemmer omsorgen for de fremmede. Vi, som
føler os ovenpå, glemmer nok nogle gange, at der også har været
andre perioder i vort liv – og at der måske også kan komme dyk i
fremtiden. Derfor er det så godt at vide, at kirken med sine netværk
er som et fristed. Et sted at være til og finde fred og ro – og
hjælpe til, så endnu flere bliver del af det fællesskab med den
korsfæstede og opstandne Herre Jesus Kristus.
Jeg glæder mig i denne Tid; nu falder Julesneen hvid, og saa maa Julen komme! Min Faer hver Dag i Byen gaar, Og naar han kommer hjem, jeg staar Og ser hans store Lomme. Juletid er forventningens tid. De andre år har vi inderligt ønsket os en hvid jul. Det er så fortryllende, når landskabet ligner et postkort fra Alperne og alle hårde kanter er blevet bløde. Der ligger en anden form for stilhed over byen og juletræernes lys funkler ekstra meget. Men når man så har haft julesne i en hel måned, er de fleste af os blevet godt og grundig træt af al den sne. Romantikken er til at overse, når man skal kæmpe sig frem gennem snemasser, der volder store problemer i trafikken. Inderst inde har mange af os med længsel tænkt på de vanlige grønne jul, som så meget bedre kan passes ind i vores almindelige baner. Hvor er det typisk for os mennesker! At vi kunne tænke os det meste på en anden måde og at græsset altid er grønnere på den anden side af hækken. Hvad ved vi egentlig om det hellige pars ønsker på vejen til Betlehem? Først og fremmest jo nok et varmt og tørt sted at være. Tænk, hvis det dengang var lige så koldt som i disse uger. Så har de nok følt sig ekstra udsat og alene på deres udmattende vandring. ”Familie og jul hører sammen”, tænker de fleste af os. Men har I lagt mærke til, at juleevangeliet kun beretter noget om dem og hverken om søskende, forældre, søskendebørn, onkler eller tanter. En interessant lille detalje og måske en trøst for alle dem, der synes at det er vanskeligt at få julepuslespillet til at gå op uden problemer: Hvem tager børnene hvornår og skal de underlige mostre være med? Og hvad med farbror Villy, som alligevel bare sover det meste af aftnen, men som insisterer på at blive hentet og bragt, ”fordi vi har det så hyggeligt sammen”. Den slags overvejelser slipper Maria og Josef for og mange ville prise sig lykkelig for at kunne gøre det samme. Men i modsætning til os andre, der godt kan se pointen, mangler vores hellige par den nødvendige distance til det, de er midt i, og derfor føler de sig derfor ensomme og alene. Og det bliver bestemt ikke bedre af, at der ikke var plads til dem i herberget. Vi har vænnet os til at opfatte juleevangeliet som en historie, der emmer af fred, fryd og lovsang, men i virkeligheden er det vist den redigerede version, vi her forholder os til. For naturligvis må vi regne med, at Josef blev lige så sur som stakkels Bertel Haarder forleden – med rette, for hvorfor skulle lige netop de ikke få plads? En højgravid kvinde – med lidt vilje kunne folk da godt være rykket sammen. Men solidariteten og næstekærligheden havde dengang lige så trange kår som i dag. Når det kommer til stykket, er de fleste alligevel sig selv nærmest – og det er virkelig et par kraftige edder værd – ikke mindst når man er afhængig af andres hjælp. Man skal nok være meget presset for at tage til takke med en stald. Maria var presset af sine veer og Josef af omstændighederne, der med sikkerhed gav ham en del at tænke på – hvis han da ikke hjalp med under fødslen som nutidens fædre har lært det. Igen: vi ved ikke noget om det, men man kan godt forestillet sig, at det var en af de tanker, der strejfede ham en vindblæst vinternat i en stald i Betlehem. At de var et kønt par, som skæbnen havde parkeret på et sidespor i deres eget liv – værre kunne det vel næppe blive. På det punkt kan vi pludselig godt være med, når vi føler os parkeret på et sidespor i vort liv. Vi kender det så udmærket, hvordan det er andre, der blander sig og her er det sjældent vejret, der er det værste, når vi ellers kæmper mod omstruktureringer, omlægninger, registreringer og evalueringer og livet mere og mere føles som en spændetrøje, som andre har strikket til en og som ikke levner nogen som helst plads til at udfolde sig – på trods af tidens uanede muligheder, som vi oftest blot ser på som gennem en rude. For rent mentalt er mange af os blevet anbragt i en afkrog af tilværelsen – ligesom Maria og Josef. Det er nok derfor, juleevangeliet formår at berøre os. For det er jo det håb, vi har, enten lige for eller godt gemt væk under en række af skuffelser og frustrationer: At der vil blive vendt op og ned på tingene og at historien ikke slutter med den formentlige blindgyde, stalden i Betlehem foreløbigt må betragtes som. Barnet dør trods alt hverken af kulde eller mangel på hygiejne ligesom utallige af Europas hjemløse i disse uger. Familien får heller ikke lov til blot at passe sig selv. Lige pludselig bliver deres personlige historie til noget, der rækker langt ud over deres eget liv. Det kan være en opmuntring for alle os, der er ved at gå i stå. Os, som sidder med en nagende fornemmelse af at være hægtet af – al vores velbjærgethed til trods. Vores egen hudløshed er en forudsætning for at mærke efter, hvordan lige netop udsatte situationer rummer mulighed for en ny begyndelse. Ligesom Maria og Josef oplever det: Lige pludselig vender det hele for dem på et tidspunkt, de mindst af alt har regnet med det. Fra at være alene og hjælpeløse under Jesu fødsel, genfinder de sig pludselig i rampelyset med deres lille, dumme, parkerede liv. Med ét bliver der trangt om krybben i Betlehem. Der er engle og der er hyrder og alle ser glade og højtidelige ud og over det hele toner den for os så velkendte lovsang: ”Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!” Det må siges at være et brat sceneskift. Sådan oplever vi andre det kun meget sjældent. Det er nok et spørgsmål om alder. Børn kan stadigvæk det med at skifte gear fra det ene til det andet øjeblik. Vi andre er i vores mentale magelighed mest til glidende overgange. Men hvad er egentlig det særlige ved situationen, som med ét bliver en helt anden og så overvældende, at Maria senere hen går og gemmer alt i sit hjerte og grunder over det? Hvad er meningen? - Gud bliver menneske: Vi er så vant til at høre det, at vi ofte helt glemmer det fantastiske i dette budskab. Ikke en fjern Gud, der er langt væk fra vort liv i sin ophøjethed, men en Gud, som bøjer sig ned til os, i støvet, i forgængelighedens land, som det hedder i gamle salmer. Den kristne Gud vil være en Gud tæt på. En hverdags Gud så at sige. Det betyder noget for vores omgang med hinanden. Kommer Gud til os og bliver menneske, er der potentielt en mulighed for, at vi kan optræde som Kristus for hinanden. - Gud bliver menneske og han gør det udenfor det almindelige rampelys: Hvor opmuntrende for alle os, hvis liv heller ikke er synderlig spektakulært – Gud er tættere på vort liv end vi aner. - Gud bliver menneske og han bliver det som et lille barn: Det betyder, at han i særdeleshed sætter pris på det udsatte og hjælpeløse og lover at værne om det. Og det er jo i sandhed et godt budskab! Glædelig jul! Amen.
Artikel fra Kirkeblad nov. 2010 - jan. 2011 En rose så jeg skyde
Jeg har altid syntes, at det er så rørende. Bladene er for længst faldet af træerne, for det meste er det gråt og mørkt udenfor, og alligevel kan man blive overrasket, i haven, i de grønne anlæg, op ad en husmur inde i byen, hvor de sidste roser står i fuldt flor midt i efterårets vemod. Jeg har sådan en rose i min have. Jeg fik den af menighedsrådet til min indsættelse som præst herude i 1992 og lige siden har den trofast glædet mig med at sætte blomst, i hvert fald i november og ganske ofte også i december, ved juletid. Jeg har det med denne rose ligesom den lille prins i Saint-Exupérys berømte bog af samme navn, den er noget ganske særligt for mig. For den illustrerer år efter år, hvad salmen ”En rose så jeg skyde” fortæller om. Det usandsynlige og overraskende ved at kunne mærke liv, når det meste for længst er gået i dvale. Som en allersidste hilsen fra den forgangne sommer. Eller en påmindelse om, at årets korteste dag snart har været der. ”Midt i den mørke vinter”: De fleste har det nok ligesom jeg. Det er i grunden så hyggeligt med årstidernes skiften. Vintertid er jo på mange måder hyggetid derhjemme med stearinlys og god varme fra radiatorerne. Til gengæld er mørket og kulden udenfor tunge at bære. Man er jo ikke blot pakket godt ind mod vind og vejr – der er også følelsesmæssigt kommet et par ekstra lag ind til vore sjæle for at dække over deres sårbarhed. Lidt af det samme oplever vi, når det gælder om at tage afsked med en af vore kære. Behovet for at kunne trække sig tilbage og krybe i hi. Længslen efter lys og varme. Til en bisættelse er det ofte salmerne, der giver en fred og ro. Tid til eftertanke og taknemlighed. Mulighed for at mærke, hvordan der bliver prikket hul til de mange følelser, som kommer væltende ind over en. ”En rose så jeg skyde” er en af de salmer, som i ekstra høj grad formår at spejle vore følelser i situationen, denne særlige blanding af udsathed og fortrøstning. ”Midt i den kolde vinter” – det er ikke til at forstå, at det overhovedet kan lade sig gøre, når man selv skutter sig i såvel bogstavelig som overført forstand. Så megen skønhed og sarthed og samtidig så megen kraft. Min rose hjemme i haven er endda en af den slags, der dufter, også om vinteren. Som om den vil være helt sikker på, at man ikke overser den, men tager dens budskab til sig. At mørket skal spredes, så vi ikke bliver helt opslugt af det. Naturligvis findes der andre symboler for det. Tænk blot på juletræet juleaften, som nærmest overvælder os med alt sit lys. Men jeg holder egentlig mere af rosen, der med sin sarthed og sine torne i virkeligheden passer endnu bedre til vore sammensatte livsvilkår. Det er nok også derfor, at salmen virkelig formår at røre ved noget i vore inderste lag: Den rose fin og lille Har dejlig duft og skær; Den lyse for os ville Og sprede mørket her; I sandhed mand og Gud; Af syndens nød og pine Han nådig hjalp os ud.
Med
de bedste ønsker for mange lyse stunder sammen er jeg
September – det er den tid på året, der er præget af
en særlig mæthed. Den dybblå himmel. Georginer og asters i stærke
farver. Frugttræernes bugnende fylde. Som om sommeren en sidste gang
prøver at trække på alle registre. Men nedenunder fornemmer man det andet: Efterårets særlige form for vemod. En påmindelse om, at tiden bare går og ikke spørger os, om vi er rede til at følge med. Sådan føltes det jo allerede, da vi igen skulle pakke vore kufferter for at vende hjemad efter en velfortjent ferie. Livet på feriestedet fortsatte helt ufortrødent med sin særlige rytme og uden at være synderlig påvirket af vort besøg, parat til at gå videre til næste gæst førend vi overhovedet havde vendt det ryggen. Som altid kommer efteråret alt for tidligt, selvom det foreløbigt kun gør sig bemærket gennem køligere morgener og tidlige aftener.
”Blot et par gode år endnu!” – det er ikke alene det
gamle menneske, der håber det for sit liv, men os alle sammen. Det
ville være rart med en ekstra frist – lidt mere af det gode endnu,
lidt mere sommer og sol, for det kan man jo aldrig få nok af. Fylde og vemod – ejendommeligt, at de så ofte følges ad, måske allermest for at lære os taknemlighed. Ofte går den hånd i hånd med et meditativt element i vort liv. Det er ikke nemt i en tid, hvor mails fyger om ørerne på en og ingenting kan vente længere end højest en dag. Det føles som ren luksus og i nogles øjne måske som rent tidsspilde blot at sidde et par minutter i egne tanker hver dag – måske på en bænk med et smukt vue over naturen. Eller tænde et stearinlys og se i dets flamme. Ofte er det de gamle, der er bedst til at huske på det, nok også fordi deres liv nu alligevel ikke længere tillader en hurtigere gangart. På et tidspunkt må man blive klogere. For dybest set er det et spørgsmål om at evne at leve – her og nu – og at suge til sig – af oplevelser, af farver, af varme, af gode møder.
Tingbjerg Kirke slår op på et nyt kapitel i sin historie. Fra 1. september er den Diakonikirke, foreløbigt for en forsøgsperiode på 2 år. Det betyder, at det kirkeligt sociale arbejde fremover kommer til at fylde endnu mere i kirkens daglige liv. Der er planer om en madbørs, et tøjkammer, en sprogcafé, husrum til kristne indvandrermenigheder og meget andet. En del af aktiviteterne vil blive placeret i den tidligere præstebolig på Langhusvej 3, der fremover vil fungere som ”Diakoniens hus”.
Men stadigvæk vil der være mulighed for at samles om ”ordet og bordet”, som N.F.S. Grundtvig har udtrykt det, mindst en gang om ugen. Samtidig er det vores forventning, at endnu flere vil kunne finde ind i det gode fællesskab omkring vores kirke. Rammerne kan forandre sig gennem årene, opgaven derimod er og forbliver den samme: At lade ”Hellig-ilden brede sig, så vi får mod at bære vor klode som en blomstereng, et liv i broget sammenhæng” – fordi vi bæres af Ham, der siger om sig selv: ”Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tunge af byrder og jeg vil give Jer hvile.”
Med
de bedste ønsker for vores kirke og for en god sensommer
De uventede møder
Ganske ofte er det de møder, som man umiddelbart ikke regner for noget, der bliver de afgørende i ens liv. Et særligt menneske på det rette sted – ofte uden at man har regnet med det. Derfor er det en af Bibelens grundanliggender, at vi ikke skal gro fast i vores egen vanetænkning. Tag blot langfredag! Gud viser sig netop der, hvor det ser allermest mørkt ud. Derfor gælder det om at flytte på sig, mentalt, men også i bogstavelig forstand. Og heller ikke være så bange for, at livet befinder sig udenfor rampelyset.
Det er ganske interessant, fordi vi ellers meget ofte finder styrke i de nære ting: Familie eller venner. Det er dem, vi tyr til, når vi ikke længere kan selv. Vi nyder, når de stiller op for os og giver os denne uvurderlige fornemmelse af tryghed, som ingen af os kan undvære. Men somme tider bliver nærheden til en hæmsko, når vores nærmeste slet ikke ved, hvad de skal stille op med os, fordi de bliver usikre over vores forvirring og dårligdomme. Det kan man føle sig skuffet over. Men man kan også vende det rundt, så det får en til at få øjnene op for de uventede møder. For det er jo ligeså meget også der, at livet udvikles og formes.
Den uventede samtale med en helt fremmed i toget. Eller de mange kontakter, der dukker op i forbindelse med en krise. Det oplevede jeg selv, mens jeg var sygemeldt i efteråret. Lige pludselig dukkede der mennesker op, der havde fundet min mailadresse på nettet og meldte sig på banen, fordi de engang havde fået et godt indtryk af mig. Andre oplever det i forbindelse med dødsfald: En, der har set en dødsannonce i avisen og nu henvender sig til for eksempel enken for at give udtryk for, hvor meget lige netop dette menneske har betydet for ham.
De uventede møder er som at blive taget ved hånden, når man allermest har brug for det. Man bliver set i sin skrøbelighed – og hjulpet ud af den. Sådan skal det også være i mødet med den korsfæstede og opstandne. At vi lader os tage med af den udvikling, der går fra døden til livet – og mærker livet på ny hvor det end udspiller sig: ”Se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det!” Med de bedste ønsker for en god påske og pinse er jeg Jeres sognepræst Ulrich Vogel PS.: Jeg har fået tildelt studieorlov og træffes således ikke mellem 1.3. og 1.6. I denne tid varetages embedet af sognepræst Asser Skude. Tag godt imod ham og glæd Jer til de uventede møder med ham.
Tilbage igen
Bølgerne gik mere end højt, da den
danske verdenspresse i oktober måned opdagede, at jeg var fraflyttet
min bolig på grund af de gentagne chikanerier, der havde fundet sted
siden 2. juledag 2008. Lad os stå sammen om vores bydel! Med de bedste ønsker er jeg Jeres sognepræst Ulrich Vogel Artikel fra Kirkeblad Sep. -
Okt. 2009 ”Kærligheds
varme i inderste ånd” – den kristne tro vil give vort liv et
entydigt fortegn i en mangetydig verden. Vi skal ikke drukne i de
mange meldinger om en verden, der bliver mere og mere fremmed for
os. Om vold, om ligegyldighed, om en egoistisk kulde, om pengenes
brutale magt. Mange, som
prøver at finde ind i Helligåndens fællessprog i deres liv. Artikel fra Kirkeblad Apr. -
Juli 2009 Hvor er det egentlig mærkeligt at tænke på. At der er så meget, som vi mennesker tager som en selvfølge. Jeg taler slet ikke om de daglige fornødenheder som et tag over hovedet, mad på bordet og rent vand. Dem regner vi slet ikke for noget, uden at tænke på, at hvis bare vi var født i et andet land under varmere himmelstrøg, var sandsynligheden nok ret stor for, at vi i det mindste skulle undvære en af delene. ”Giv os i dag vort daglige brød”, beder vi i Fadervor – og bliver gang på gang mindet om, at der er meget at takke for, når vi ikke har den bekymring. Men formuleringen strækker meget længere end blot at omfatte den materielle ramme om vores liv. Den indebærer netop også tanken på den gode hverdag, som vi heller ikke regner for noget. Med mindre altså den bliver taget fra os. Det ved den, der er blevet syg og ikke kan bevæge sig rundt som sædvanligt. Hvad ville man ikke give for, igen at kunne indgå i den helt almindelige rytme af pligter og fritid, frem for fuldstændig at være sat ud af spillet, enten fordi kroppen spiller en et puds eller fordi ens sind ikke har det nødvendige overskud. Det sidste er om muligt endnu værre. I den grad at skulle længes efter en fast ramme for sit liv, mens dagene føles som en sejt flydende masse og man slet ikke kan finde hoved eller hale på sig selv.
Den gode hverdag! Den, der er afskåret fra at have del i den, ved, hvor meget den betyder: En fast struktur. At man ikke hele tiden skal udtænke sig, hvad man nu skal stille op, men at der findes en fast ramme. Som det naturligvis kan være dejligt, at kunne slippe ud af, men som for det meste opleves som en velsignelse. Tag for eksempel et gammelt menneske. Har du bemærket den særlige intensitet, som meget ofte ligger over dets liv? Som om det hele tiden er vel vidende om, at det hurtigt kan blive anderledes. Alene sætningen: ”Så længe jeg endnu kan blive ved...” understreger tydeligt, at der her taler en, der ved, hvor kostbar den gode hverdag er. At det gælder om, ganske bevidst at leve den og hvilken en glæde det er, selv at kunne vælge i forretningerne, selv at passe hus og have, selv at tage omkring. Hvor er det egentlig underligt at tænke på. At der er så meget, vi mennesker tager som en selvfølge. Kirkens særlige rytme af hverdag og fest vil hjælpe os til at blive bedre til at påskønne vores gode hverdag. Bibelens fortællinger mellem påske og pinse udspiller sig som et stort drama mellem liv og død, blot med den forskel, at udviklingen i Bibelen altid skal forstås som en vandring mod livet, idet langfredags tunge mørke bliver spejlet af påskemorgens varme lyse og pinsesolens lette dans. Derfor skal over det hele stå vores taknemlighed: ”Sig altid Gud Fader tak for alt i vor Herres Jesu navn.” (Ef. 5,20). Det skal ikke mindst gælde for den gode hverdag!
Med de bedste ønsker for en god påske og pinse er jeg Jeres sognepræst Ulrich VogelArtikel fra Kirkeblad Feb. - Mar. 2009 ”Hvor er du, menneske?” (1.Mos.3,9)
Spørgsmålet stilles til Adam og Eva
efter at de i paradis har spist af træet til kundskab om godt og
ondt. Det blev begyndelsen på menneskets frihed. Siden mennesket
ved, hvad der er godt og hvad der er ondt, har det fået et ansvar.
Måske oplever I det på samme måde
som jeg gør det i disse måneder. Hvad foregår der i folks hoveder, når de ødelægger trivsel og tryghed for andre på denne måde? Kan det virkelig give dem kompensation for en uret, de har været udsat for?
Måske registrerer man alle disse
ting ekstra nøje, når netop også ens dagligdag byder på flere
eksempler af samme slags. Selvfølgelig skal man passe på med ikke at
lade sig gribe af panik. For det meste er livet trods alt som det
plejer at være, findes der mange gode eksempler på mennesker, der
påtager sig et ansvar.
Og hvor er vi egentlig selv henne?
Hvordan prioriterer vi i vores liv? Er vi altid at finde på
menneskelighedens parti? Eller har vi alt for travlt med at leve
vort eget liv, så vi slet ikke har tid til at følge med i, hvad
vores børn foretager sig? Har vi så meget nok i os selv, at vi slet
ikke studser over, at hele befolkningsgrupper bliver udråbt til at
være et problem og så efterfølgende opfører sig sådan? Men det kan
aldrig undskylde den enkeltes ansvarsløshed. Det er op til os,
hvordan verden former sig. Nogle mener, at vi nok er alt for
forkælede for at kunne begribe det. Dronningen var inde på det i sin
nytårstale: At det i virkeligheden er småproblemer, som vi sidder
med, set med verdens øjne.
Det er ikke ensbetydende med, at
tingene ikke kan gøres endnu bedre. At det er vigtigt at give en
stemme til dem, der ellers tilsyneladende ikke føler, at de bliver
hørt. At der er steder, hvor man tager de svages parti. I kirken, i
bydelen, i samfundet.
”Dette er løftet vort, fra bror til
bror: Vi vil blive gode mod menneskets jord. Artikel fra Kirkeblad Nov. - dec. - jan. 08/09
Efter min mening kunne plakaten derfor have set
således ud i stedet for:
Men det er ikke spor sjovt! Herude sætter vi pris på
det nære fællesskab og ikke det, der blot lader som om, som for
eksempel Facebook. ”Det er vigtigt med en kirke og en menighed i Tingbjerg”, skrev vores biskop til jubilæet. Bedre kan det ikke siges. Det skal være ledestjerne for menighedsrådets arbejde de næste fire år. Jeres præst har ikke noget imod, en gang imellem at tage en rød næse på, hvis det kan fremme nærheden og fællesskabet. Bare den ikke stille og roligt udvikler sig til grønne knopper over en udvikling, der synes at være gået i selvsving – og hvor ingen har lyst til at vende denne udvikling. Med andre ord, nok at tage fat på.
God vind til det nye menighedsråd.
Festgudstjeneste i anledning af Tingbjerg Kirkes 25-års jubilæum
”Han stinker allerede!” Umiddelbart nok ikke den tekst, som jeg ville have valgt til Tingbjerg Kirkes jubilæum. Jo, måske hvis det havde været et 100 eller 800-års jubilæum. Så kunne teksten have hentydet til de mange lig i lasten, der altid hober sig op gennem århundrederne. Men en ung dame på 25 år som vores kirke, der aldrig har været smukkere, aldrig har stået stærkere end lige netop nu, i hvert fald hvad opbakning og tilslutning i det daglige angår – i den forbindelse føles teksten lidt for direkte, lidt for bramfri. Her er der ingenting, der bliver pakket ind i glitrende gavepapir, det hele bliver serveret råt for usødet. Og det passer måske alligevel ret godt til os herude. For det er jo det, andre så ofte beskylder os for. At vi ikke pakker tingene nok ind, men kalder en kost for en kost og en spade for en spade og det er noget, folk udefra føler sig stødt over.
”Han stinker allerede!” Stakkels Lazarus. Dvs. han mærker forhåbentlig ingenting af det. Og stakkels pårørende. Den påtrængende lugt understreger bare det endegyldige og håbløse i deres situation. Det er endegyldigt forbi med ham. Jesus kommer noget for sent på banen. ”Havde du været der” – ja, for nogle dage tilbage kunne han måske have været en hjælp, men nu? Undertonen af skuffelse og bebrejdelse er ikke til at overhøre i søstrenes ord, al from indpakning til trods. Tingene kunne have set anderledes ud, hvis....
Det kender vi alle sammen. Fornemmelsen af at der skal så lidt til for at tingene får en anden drejning. Man kan ikke lade være med at se tilbage på sit eget liv og tænke ved sig selv: ”Hvis jeg nu ikke var blevet gravid som 18-årig” ”Hvis jeg havde taget den uddannelse færdig” ”Hvis vi ikke var gået fra hinanden” ”Hvis jeg ikke var blevet syg” – hver især kunne vi have ført et andet liv, hvis forudsætningerne havde været anderledes – eller skal jeg sige: hvis det havde været meningen? Men inden vi kommer for godt i gang med den slags tanker, bliver vi hentet ud af vore dagdrømme af et meget nøgternt: ”Han stinker allerede!” Der kunne også have stået: ”Forhold dig til realiteterne i dit liv, menneske!”
Tingbjerg Kirke 25 år. Set med kirkehistoriens øjne er det ingenting. Set med vores øjne derimod er det mange år. Enkelte har været med lige fra starten. Andre er kommet til, ja, heldigvis er der kommet flere og flere til og det på trods af at medlemstallet er blevet mindre og mindre. For nogle er det fællesskabet, der trækker. For andre er det muligheden for mødet med Gud og som oftest sikkert lidt af begge dele. Men det vi bevidst eller ubevidst har været fælles om, er jo netop den grundlæggende erkendelse af, at Lazarus vej er vores vej. At vi er af støv og skal blive til støv igen. Forgængelighedens vilkår som enende bånd os imellem. Og dermed også en ydmyghed og beskedenhed i forhold til den historie, vi er del af: Der har været nogle før os og der kommer nogle efter os. Vi og vores ideer er ikke skabt for evigheden.
For mig er det altid en meget betryggende tanke i de perioder i mit liv, hvor tingene har det med at vokse mig over hovedet: Bunkerne på kontoret, stakken af gøremål i huset og de mange sociale forpligtelser, der ikke rigtigt er tid til – at vi i kirken indgår i en sammenhæng, der naturligvis tager farve af vores engagement, men som ellers ikke står og falder med os, men under alle omstændigheder fortsat vil være der, når vi engang for længst har takket af.
Her er det så, at der de senere år har blandet sig en berettiget tvivl i denne tryghed: Jo, kirken som sådan skal nok bestå, men Tingbjerg Kirke? Hvornår bliver den taget af daglig brug, som det så smukt pakket ind hedder i det officielle kirkesprog, der lugter langt væk af fejhed og hykleri. Bliver det i virkeligheden det sidste jubilæum, vi fejrer for vores kirke? Man kan have sine bange anelser. Visionerne for folkekirken går i disse år i retning af større enheder med tilsvarende mindre nærkontakt. ”Gør det så stor en forskel?” spørger de, der aldrig har kendt til nærhed i deres arbejde eller ihærdigt peger på, at det vigtigste trods alt må være det, at Guds Ord forkyndes og høres. Ja tak, problemet er dog de fleste steder det omvendte – godt nok forkyndes og høres ordet, men sjældent forkyndes og høres det som ord til mig. I samtale med menigheden og ikke som præstens enetale. Og derfor er det vigtigt, at der findes et personligt kendskab, så vi kirkegængere ikke føler os som de 99 får, som det egentlig er lidt lige meget med og som der alligevel ikke kan ses forskel på, men som det ene får, der ledes efter. Det får, der godt kan komme bort fra flokken, men aldrig kommer bort fra Gud.
”Havde du været der!” siger søstrene til Jesus. ”Du er der”, konkluderer salmen: ”Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du der.” Gud er ikke til at komme udenom, siger teksten. Passer det? Det er nok meget forskelligt, som vi hver især oplever det. For nogle er denne tryghed alt. Andre kommer først i tanker om den til de store festdage. Og andre igen oplever det helt overraskende og overvældende på livets allermest mørke dage: ”at mørket er ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, mørket er som lyset.” Måske er de på vej væk fra Gud, den Gud, som ikke altid lige viser sig, når man selv synes. Og som så alligevel lige pludselig kan skænke os ro i sjælen. Har vi endnu ikke fundet ham, så kunne det jo være, at vi i virkeligheden endnu ikke er gået langt nok...
”Han stinker allerede!” Kan man overhovedet komme længere væk fra livet og fra Gud? Hvorfor skulle søstrene opleve det? Hvorfor oplever vi andre modgang, som lige er ved at tage livet af os? Er der mening med det eller bliver vi blot leget med ligesom Job, fordi Gud og Djævelen skulle kappes med hinanden? Jeg så for nylig en meget tankevækkende fransk film om en ung mand, der havde fået at vide, at han snart skulle dø. Lægerne foreslog behandling, men han afslog. Han ville hellere bruge den resterende tid ordentligt og opsøgte en efter en de mennesker, der betød noget for ham. Hvem ville vi opsøge og hvem ville vi lade ligge? Kæresten bad han om at flytte – ansigt til ansigt med døden føltes deres kærlighed ganske ligegyldig. Til gengæld lå der en stor intensitet over mødet med hans gamle farmor. Hende turde han som den eneste fortælle, at han snart skulle dø. ”Hvorfor lige mig?”, spurgte hun ham. ”Du har selv den korte ende foran dig, du forstår, hvad jeg føler, hvordan jeg har det.”
”Lær os at tænke på vor egen død, så vi bliver kloge på livet” hedder det et sted i salmernes bog. ”Tiden, som er tilbage” – hvordan har vi tænkt os at bruge den? Kunsten er vel den, at gøre alvor af det, der virkelig betyder noget for os, inden det er for sent. Det gælder på mange plan. På det personlige plan er det et spørgsmål om hvorvidt vi egentlig bruger tid nok på de mennesker, der betyder mest for os. På det politiske plan er det et spørgsmål om at gøre alvor af erkendelsen at vi kun er ét led i en lang kæde af generationer, så vi ikke blot ødsler løs og udelukkende har os selv i centrum. Miljøminister Conny Hedegaard ser netop kristnes betydning og styrke i hele diskussionen om klimaet og opvarmning. ”Der er andet end mig, mig, mig.”
Som oftest bryder denne erkendelse først igennem, når man på et tidspunkt er blevet rystet i sine grundvolde. Når man befinder sig langt ude, men netop ikke længere end, at Gud stadigvæk er der og holder en fast: ”så leder din hånd mig også der, din højre hånd holder mig fast.”
Martha og Maria ved, at deres bror Lazarus er død og taget fra dem. Der er ingenting andet tilbage end at tro på opstandelsen på den yderste dag. Men det bringer ham jo ikke tilbage her og nu, tager ikke savnet fra dem, ligesom vi lever med savnet af vore døde, prøver at indrette os i spændingsfeltet mellem Jesu opstandelse fra de døde dengang og opstandelsen på den yderste dag. Hvilket bestemt ikke er helt uproblematisk, fordi troens indhold enten er gammel fortid eller fjern fremtid.
Men hvad med her og nu? Er vi i mellemtiden mere eller mindre overladt til os selv og troens forjættelser? Stinker det ikke langt væk af fortrøstning og opium for folket? Teksten prøver at tage denne tunge sten fra os. ”Hvis du tror, skal du se Guds herlighed.” Troen er meget mere end blot snak og tomme ord. Troen er en ny virkelighed, ikke engang, men her og nu. ”Lazarus, kom herud!” siger Jesus og ud træder den ellers ret så døde, stinkende Lazarus. Og også vi skal hentes ud af vores dødvande og befries for al unødvendig forgængelighed før tid. Det er det, vort fællesskab bygger på og det er det, ethvert møde med Gud vil minde os om, i dag og forhåbentlig rigtig mange år frem i tiden. Herre velsigne dig – og forbavse dig. Amen
|